Tiden er inde til at investere i Fjernøsten

Hvor USA’s økonomi tydeligvis er tilbage på vækstsporet, så er Emerging Markets landenes fremtidige retning en noget vanskeligere forudsigelse. For investorer der i den vurdering ønsker at søge tilbage i den gamle muld for at finde inspiration til vurderingen, så er der flere kriser at tage af.

F.eks. ”tequila krisen” i 1994, hvor den mexicanske økonomi kollapsede og måtte reddes af USA. Den store finanskrise i Asien tilbage i 1997 / 1998 huskes nok ganske frygtsomt af nogle endnu. Krisen ramte Sydkorea, Thailand, Filippinnierne og Indonesien hårdt. Og denne krise blev, stadig i 1998, afløst af den russiske gældsnedsmeltning, der kostede en del europæiske investorer rigeligt med penge.

Nogle af disse økonomiske kriser har været store, og haft en global påvirkning, men har dog haft en regional oprindelse. Da dot.com krisen opstod i 2000 og 2001 havde krisen en global karakter fordi IT-sektoren samlet set var blevet overvurderet hele verden rundt, og tilbageslaget ramte hele verden rundt, men primært IT-sektoren og aktiemarkederne.

Den globale finanskrise i 2007 til 2009 og den nuværende Covid-19 krise er til gengæld to ægte globale kriser. De to globale kriser er dog utroligt forskellige, hvor den globale finanskrise var en regulær gælds- og økonomisk vækst krise, så har Covid-19 krisen sit udspring i en pandemi.

Den globale finanskrise vil jeg betegne, som en klassisk økonomisk krise, men ganske vist en ubehagelig stor en af slagsen. Med det ”klassiske” mener jeg, at man straks går i gang med at modarbejde krisen med klassiske virkemidler såsom pengepolitik, finanspolitik etc.

Den økonomiske krise der opstod i forbindelse med Covid-19 er meget anderledes fordi pandemien delvist sætter dagordnen for tidshorisonten på krisen. En anden væsentlig forskel på denne krise er, at det har været det enkelte lands egen beslutning, hvor stor den økonomiske nedgang har skullet være. Da det enkelte land selv har besluttet sig for omfanget af nedlukningen, så skal det enkelte land nu også bestemme hastigheden i genåbningen, og dermed, hvor hurtigt økonomien skal springe i gang igen.

Den sidste del lyder måske meget lige til, hvilket det også vil være i nogle økonomier. Men særligt for Emerging Markets lande kommer udsigten til uendeligt mange amerikanske rentestigninger og en strammere dollar likviditet meget ubelejligt.

Desuden er den store forskel på kriserne fra 1990’erne, og de seneste kriser, netop, at de seneste er globale. Intet sted i verden er der en stabil økonomisk vækst der kører videre og giver vitalitet til de kriseramte lande. Når krisen er global, så argumenterer jeg, at det er det enkelte lands egen kraft der skal føre landet ud af krisesituationen, og her er det min vurdering, at der er meget stor forskel på de enkelte landes forudsætninger for denne kraftøvelse, både i vestlige og Emerging Markets lande.

Min vurdering er desuden, at her kan investor ikke læne sig op ad, hvad der skete en gang, men må vurdere, hvorledes den nye fremtid ser ud, f.eks. hvilke lande der økonomisk set har styrken til at komme videre – for egen kraft.

Mange Emerging Markets lande har stadig ret stringente Covid-19 restriktioner. Inden længe forventer jeg dog, at de bliver helt eller delvist fjernet for som de to grafikker viser, så falder antallet af daglige Covid-19 tilfælde også i f.eks. Filippinerne og Thailand.

Men kampen om at ryste krisen af sig, få gang i økonomien kombineret med udsigten til den hårde amerikanske pengepolitik er ikke munter. Jeg vurderer, at det er også, hvad der er indregnet i finansmarkederne, nemlig, de meget lidt muntre udsigter. Denne gang kommer der ikke nødvenligvis en kraftig optur i Emerging Markets økonomierne, for Covid-19 krisen har kostet mange penge i alle lande, så alt skal løbes i gang igen.

Det kan lyde negativt, dog har jeg længe ventet på situationen, hvor mange amerikanske rentestigninger er indregnet i kurserne og, hvor det samtidig er forventeligt, at Covid-19 pandemien er på retur. Min vurdering er, at tiden er inde og det er nu, at investorer skal øge deres Emerging Markets allokering, ikke med et eller andet forbehold om, at noget skal ske, eller man lige skal vente til et bestemt niveau – det er nu, specielt obligationer og delvist også aktier i Emerging Markets lande, og det hele i lokal valuta.

Jeg ville dog ikke vælge at allokere til alt, hvad der kaldes Emerging Markets. Kina kan man betragte som et Emerging Markets land, men jeg betragter Kina som en selvstændig allokering. Tyrkiet har jeg længe vurderet som en investeringsdestination man skal undgå, ikke grundet Covid-19, men årsagen er de interne politiske forhold.

Fire lande, hvor Covid-19 krisen har kostet dyrt, og hvor der i forvejen var meget gæld i US dollars er Sydafrika, Brasilien, Indonesien og Mexico. Her ser det ikke ud til, at internationale investorer er optimistiske, hvilket jeg er enig i.

I Fjernøsten vil man formentlig være sidst til at ophæve Covid-19 restriktionerne, men jeg er fortsat ikke i tvivl om, at de højeste vækstrater vender tilbage til denne region. Derfor er det også den del af Emerging Markets universet som jeg vælger at fokusere på i den øgede allokering.

Lundgreen’s Capital rådgiver formuende kunder, virksomheder og kommuner i ind- og udland. Firmaet er repræsenteret i Danmark og Asien. Lundgreen’s Capital driver desuden investeringsforeningen Lundgreen’s Capital – China, som investerer i kinesiske aktier. Omtales et selskab, som Lundgreens China Fund har investeret i, vil dette fremgå tydeligt af klummen.