Tyren slippes næppe løs i Tyskland
Onsdag tiltrådte den nye kansler og regering i Tyskland, og det er naturligvis interessant da landet, som bekendt, er Europas største økonomi. Den økonomiske og politiske dagsorden som den nye ”trafiklyskoalition” (Ampelregierung) har fremlagt indeholder logisk nok anderledes elementer, i forhold til den tidligere regerings program. Men måske det mest ophidsende findes uden for den nye koalitionsaftale, som f.eks. holdningen til Den Europæiske Centralbank (ECB).
Covid-19 krisen har næppe gjort noget land økonomisk stærkere, og de aktuelle forventningsindeks for Tyskland viser samme situation. ZEW-indekset (grafik et) afspejler forventningerne blandt 300 professionelle personer i Tyskland, hvor f.eks. Covid-19 udviklingen tydeligvis spiller en betydende rolle. Det samme gør sig gældende for forbrugertilliden og, hvor det skal nævnes, at begge indeksmålinger er under de måleresultater, som finansmarkedet forventede. Det understreger, at den nye kansler Olaf Scholz overtager et land med humøret i kulkælderen. Dog er forbrugertilliden også svækket mere end forventet grundet den vedvarende høje inflation, og det er naturligvis en bekymring der kunne have betydning for investorer og finansmarkederne.
ECB er forståeligt nok ikke er nævnt i den nye koalitionsaftale, men derfor kan der alligevel være stærke holdninger til ECB i dele af den nye regering, nemlig hos det liberale parti FDP. Partiet fik tilkæmpet sig finansministeriet med partiformand Christian Lindner som den nye finansminister. I nutidens politiske landskab vil han blive set som en ”hardliner”, men i de urolige momenter, der formentlig vil opstå med mellemrum de kommende år, så er det en mulighed, at Lindners position vil have en beroligende effekt på finansmarkederne.
De sydeuropæiske lande føler sig derimod næppe beroligede, og ganske usædvanligt, så kritiserede den franske præsident Macron allerede tidligt udsigten til Christian Lindner som tysk finansminister. Det første slag kan netop blive ECB’s monetære politik, og i FDP’s politiske bagland er der stærke kritiske røster til den fælleseuropæiske pengepolitik. Blot ét eksempel er fra Daniel Föst, FDP’s generalsekretær i Bayern, der endda er efter ECB på flere niveauer. Han argumenterer, at ECB’s magt er blevet for stor ved både at være centralbank og samtidig tilsyn for de største banker i Eurozonen. Kernen i kritikken er dog nulrentepolitikken og ECB’s vedvarende opkøb af obligationer. Som Daniel Föst påpeger, så var nulrentepolitikken og opkøbene af obligationerne tiltænkt som en monetær nødoperation, der skulle efterfølges af økonomiske reformer. Daniel Föst kritiserer de sydlige medlemmer af Eurozonen for ikke at have gennemført reformerne, og derfor er ECB’s nødløsning endt med at blive en varig økonomisk usund tilstand. Den diskussion kunne jeg forestille mig blusse op inden længe, og den kunne komme i forbindelse med fornyede sydeuropæiske ønsker om flere økonomiske forpligtigelser fra Tysklands side.
Fredag kan måske allerede give en forsmag på Eurozonens forventninger til den nye tyske regering. Her mødes Olaf Scholz med Frankrigs præsident Macron, og da pengekassen altid er tom i Frankrig, og det øvrige Sydeuropa, så er økonomi ganske givet et af flere temaer.
Forudseende journalister spurgte rent faktisk indtil dette tema allerede onsdag, altså den selvsamme dag, hvor Olaf Scholz tiltrådte som kansler. Naturligvis var han henholdende med sit svar, men henviste til den fælleseuropæiske redningsfond, der jo er gigantisk stor, men mange har glemt den og kun ganske lidt er blevet udbetalt.
Dette opfattede jeg nærmest som pointen i udtalelsen, at så længe der er midler i fonden til at dele ud af, så må det jo være godt. Hvis dette er holdningen som præsident Macron bliver mødt med, så bliver det en skuffende dag i Élysée paladset i Paris.
Det resultat forventer jeg bliver situationen flere år frem efter møder mellem Tyskland og de sydeuropæiske venner i Eurozonen. Man skal tænke på, at Olaf Scholz i den hidtidige regering har været finansminister, så når Olaf Scholz og Christian Lindner rejser af sted sammen, er det de facto to tyske finansministre der kommer på besøg – det bliver ikke nemt…
Min samlede vurdering er, at den nye tyske regering ikke vil kunne bidrage med noget nyt fælles økonomisk momentum for Eurozonen. Tværtimod er det en mulighed, at fronterne inden for Eurozonen bliver trukket skarpere op, hvilket kunne belaste euroen mildt. Men helt centralt er, at endnu en gang ser jeg ingen grund til at ændre anbefalingen om en undervægtning af Eurozonen i den globale aktieallokering.
I den tyske indenlandske økonomi vil de grønne investeringer blive opgraderet, hvilket har været klart siden dette forår, så dette burde være indregnet i kurserne. Jeg er dog stadig spændt på automobilsektoren, og dermed hele den automotive sektor, idet jeg anser det som en mulighed, at sektoren mister større tilskud / indirekte støtte end, hvad der er forventet blandt aktieinvestorerne.
Vedrørende investorernes helt overordnede overvejelse om hvorvidt det er ”the bulls” eller ”the bears” der har overtaget i aktiemarkedet, så vil jeg, for det tyske aktiemarkeds vedkommende sige, at investorerne kan tage på tidlig juleferie – der er intet i den nye tyske regerings politiske program der tyder på, at tyrene bliver sluppet løs i aktiemarkedet.
