Stærk tro på Kinas privatforbrug
Teaser: I den kommende femårsplan indgår formentlig den såkaldte ”Dual circulation” plan, hvor et højere privatforbrug er et bærende element, hvilket vil påkalde sig interesse.
Man kan hurtigt forledes til, at tro Covid-19 krisen fører til helt nye strategier hos mange regeringer, men jeg fastholder min vurdering, at Covid-19 nærmere forstærker udviklinger som var i gang før pandemien begyndte. Jeg har længe argumenteret for, at Kina bliver verdens største indre marked, og den udvikling bliver nu for alvor intensiveret med den nye femårsplan der formentlig internt fremlægges på Kommunistpartiets kongres den 26. til 29. oktober, og som offentligt præsenteres i det nye år.
Planen vil formentlig igen give anledning til overvejelse blandt vestlige investorer og virksomheder om man skal være på det kinesiske marked, hvilket omvendt ikke er nogen dans på roser. Meget kuriøst har der verseret en del historier om kinesiske eksportører der, under den globale Covid-19 krise, har forsøgt sig på det indenlandske kinesiske marked i stedet. Men det har været svært for dem at etablere sig og slå igennem bl.a. grundet konkurrencen. Det er ganske sigende for det indenlandske marked i Kina, men det mest sandsynlige scenarie er, at den indenlandske vækst nu forsøges forceret yderligere.
Siden maj har man såvel i Kinas, som i den internationale presse, set diskussioner om det der betegnes som ”Dual circulation”, og det bliver helt givet et bærende element i den kommende femårsplan fra 2021 til 2025. Helt centralt i den plan er, at påvirke kineserne til at forbruge mere og ad den vej få den indenlandske vækstmotor op i højere omdrejninger. Et positivt signal ved den tankegang er troen på, at det er sund vækst som skal bringe den indenlandske vækst fremad, og dermed i mindre udstrækning offentlige investeringer i infrastruktur.
Planen med, at få husholdningerne til at forbruge mere indeholder blot den udfordring, at forbrugerne så også skal forbruge mere, for ellers sker der logisk nok ikke noget. I den sammenhæng kan man tolke de to grafikker på flere måder, men klart er, at den månedlige ændring i detailsalget skal tilbage på sporet. Det går fremad, som man ser, og endda i den takt som flertallet af økonomer i øjeblikket forventer. Den rigtige udfordring bliver, at stigningstakten skal tilbage på et niveau som er højere end før Covid-19 krisen, hvilket jeg ikke forventer sker automatisk inden for de næste par år. Med andre ord skal der en form for stimulans til for, at det ønske går i opfyldelse.
Grafik to viser tydeligt, at i international sammenligning kunne kinesiske forbrugere give mere ud, hvilket er positivt, men tallet afspejler også et større behov for at spare op, eller en usikkerhed. Ikke alle kinesere har samme sociale sikkerhedsnet og / eller adgang til sundhedsvæsnet, og derfor bliver der i mange husholdninger lagt til side til pensionen eller et hospitalsophold. Vil regeringen kompensere for den forbrugstilbageholdenhed så er der grupper i befolkningen som skal mærke et løft i det sociale og sundhedsmæssige sikkerhedsnet. Efter min opfattelse er det en vej, som den nuværende politiske ledelse gerne vil følge, men det kan tage ti år før den rigtige positive effekt udmønter sig.
Omvendt har forbrugerne tidligere reageret positivt på sænkninger i indkomstskatten, hvilket jeg forventer fortsat vil være tilfældet, og effekten viser sig relativt hurtigt. Som man kan regne ud så koster den slags fornøjelser, hvilket Kina stadig har finanspolitisk råderum til, men årtiers vækst har f.eks. også efterladt en stor miljøregning som skal betales. Så alt er ikke ligetil, men pt. vurderer jeg det som skuffende, hvis ”Dual circulation” planen ikke bakkes op af en form for økonomisk stimulans til husholdningerne, hvilket også burde glæde aktieinvestorerne i nogle dage. Dog virker disse vurderinger ikke voldsomt ophidsende, og ligner ikke den store reform, derfor leder det til spørgsmålet om man ikke kan gøre noget mere? Den økonomiske stimulans kan enhver regering skrue op og ned for, inklusive den kinesiske regering. Men jeg vurderer, at den største effekt kommer ved at lade tiden arbejde.
Hvis man husker et par årtier tilbage og på udfordringen med de tyske husholdninger, der sparede op i en uendelighed, også til stor frustration for Europas politikere, men ingen fandt nøglen til at øge forbruget. Så mener jeg, at man har kunnet genkende noget af det samme blandt de kinesiske husholdninger, men hvad skete der i Tyskland for, som grafik to, viser så er tyskerne kommet op på ”internationalt niveau” i privatforbruget? Efter min mening er det ganske enkelt, nemlig, at tiden gik og der kom en ny generation til som forbruger mere, og det samme forventer jeg sker i Kina. Over de næste ti år kan dette blive en ganske stærk kraft af to grunde. Verdens næststørste økonomi vokser fortsat over gennemsnitligt og dertil kommer, at privatforbruget kommer til at udgøre en større andel af økonomien. Denne indenlandske vækstmotor har andre lande udtømt, men den venter forude i Kina, hvilket jeg mener er en attraktiv mulighed, men udviklingen ville være kommet under alle omstændigheder, dog kan udviklingen givetvis blive fremskyndet af den forventede særlige fokus i den kommende femårsplan.
