Ét påskeæg til tysk økonomi

Onsdag før påske kom der ét påskeæg i kurven til tysk økonomi. I februar steg ordreindgangen hos fabrikkerne med hele 4,8 pct. i forhold til januar, som grafik et viser. Det var meget højere end den forventede stigning på 0,3 pct. for februar måned. Den slags tal giver unægtelig håb om et positivt forår for tysk økonomi, og det er muligt at skubbe kraftigt i den retning, hvis man vil.

Det skal rimeligvis nævnes, at dette månedlige nøgletal traditionelt svinger ganske meget. Således blev stigningen i januar justeret ned til plus 0,5 pct. og et godt bud er, at den høje stigning i februar også bliver justeret ned.

Når disse forbehold er trukket fra, så bemærker jeg, at de sidste tre måneder har vist en positiv udvikling. Det har f.eks. et godt sammenfald med det vigtige IFO-indeks, hvor optimismen blandt tyske virksomheder også har vist en fremgang de seneste måneder.

Ved indgangen til 2023 udtrykte mange europæiske, også tyske, virksomhedsledere stor usikkerhed om deres forventninger til det år som vi nu er kommet godt i gang med. Det sorte syn på 2023 har jeg aldrig været enig i, specielt fordi store dele af verden vil opleve økonomisk fremgang i større eller mindre stil i år.

Men den største bekymring, som jeg mener der findes i den globale økonomi er netop Europa, herunder også helt tydeligt Tyskland.

For, at Tyskland skal overraske med et positivt økonomisk forår, så skulle der været flere påskeæg i kurven til påske, men præcis her bliver det svært. Ind i mellem føles det som om, at mange er ”trætte” af at høre om inflationen, hvilket jeg udmærket forstår. Man kan ikke slippe af med problemet, hvilket gælder både private husholdninger, investorer, virksomheder etc.

De dårlige nyheder, på den front i Tyskland, er at udviklingen i realiteten forværres i stedet for at afbødes. Grafik to viser udviklingen i den samlede prisinflation i Tyskland, hvor man kan genkende nogle af prisstigningerne på energi, som én forklaring på den høje inflation. Det er samtidig delvis en forklaring der har været gældende siden inflationen startede sin himmelflugt, men realiteten begynder at blive mere grum.

Kerneinflationen, som også er vist i grafik to, stiger hver måned, hvilket er det eneste, som ikke måtte ske. Jeg udtrykker det ret ligeud, og desværre også hårdt, at for hver måned kerneinflationen stiger, så stiger risikoen for øget ustabilitet i økonomien og i samfundet.

Stigninger i kerneinflationen presser i sandhed husholdningerne på brødet, og tvinger virksomheder til at sende prisstigninger videre – det er den usunde omkostningsskabte inflation, der er meget svær at få under kontrol.

Måske er den største udfordring ved inflationsbekæmpelse, hvem der reelt skal bringe inflationen ned, en anden ubehagelighed er naturligvis den økonomiske opbremsning, som inflationsbekæmpelse næsten uundgåeligt vil betyde.

Jeg hævder grundlæggende, at den økonomisk historie viser, at dem (eller det) der har skabt inflationen, skal selverkende, hvad man har forårsaget og må søge tilbage til årsagen og ændre disse forhold. Udtrykt mere operationelt, så er det min holdning, at størstedelen af inflationen i de vestlige økonomier kan forklares ved et offentligt overforbrug, via økonomisk stimulans, gennem covid-19 krisen.

Korrekturen, og dermed den økonomiske kur, vil være at tage vind ud af det offentlige forbrug og de finanspolitiske stimulanser. Til den rigtige løsningspakke hører desuden, at man griber økonomien, efter den opbremsning, der kommer, og har en plan for at få økonomien tilbage på sporet efter en eventuel nedtur.

Derfor syntes jeg, at det var meget interessant, at den tyske regering mødtes til stormøde den 2. april. Det var tiltrængt, idet uenighederne internt i regeringen er så store, at den er lige så dysfunktionel, som den forrige regering.

Jeg skal ikke underkende vigtigheden i arbejdet med klimaudfordringerne, hvilket så også tog den fulde mødetid, så meget, at det meste af den efterfølgende dag måtte inddrages. Maratonforhandlingerne bekræftede den planlagte udbygning af motorvejsnettet, og der blev enighed om at yde tilskud til nye opvarmningsformer i private boliger.

For tysk økonomi, private husholdninger, erhvervsvirksomheder og investorer ville det have været fantastisk, hvis de samme politikere havde brugt tid på, hvorledes de vil rulle inflationen tilbage, hvis jeg må udtrykke det således. Men det skete desværre ikke, og derfor er min vurdering fortsat, at Tyskland er et af de lande, hvor man skal undervægte sine investeringer.

Det kan måske virke som en negativ vurdering, men min holdning er netop, at der ikke skal så mange tiltag til at få flere påskeæg i den økonomiske kurv, for min vurdering af den globale økonomi er grundlæggende rimeligt optimistisk. For en økonomi, som den tyske, drejer det sig i stort omfang om at få rettet op på en række forhold, og dermed udnytte den globale økonomiske fremgang, der trods alt findes. Den mulighed er endnu en gang sat på hold, og så må inflationen hærge i Tyskland i stedet.

Lundgreen’s Capital rådgiver formuende og professionelle kunder i ind- og udland, og er repræsenteret i Asien. Lundgreen’s Capital driver desuden investeringsforeningen Lundgreen’s Invest – China samt flere alternative investeringsfonde. Omtales et selskab, som Lundgreen’s har investeret i, vil dette tydeligt fremgå af klummen.