En mægtig megatrend vender tilbage
Væksten af husholdninger i det indkomstsegment man kan betegne, som den lavere middelklasse, var før Covid-19 krisen en af de globale megatrends jeg vurderede, som værende blandt de mest betydningsfulde. Men hvordan går det med denne megatrend der for blot 2 år siden havde betydning for mere end en mia. mennesker der gennem de næste 10 år skulle stige op i denne højere indtægtsklasse?
Megatrenden er mest af alt sat på hold, eller måske mere korrekt, forsinket. En del rapporter tyder på, at trenden endda reverserede i 2020. Millioner familier oplevede en så stor indtægtsnedgang, at de droppede ud af det lavere middelklasse segment, på vej tilbage mod en fattigdomssituation. Dette er udpræget i Indien, men naturligvis er det også tilfældet i en række fjernøstlige lande.
Indtægtsgrænsen for at definere den lavere middelklasse er udflydende idet den indenlandske købekraft naturligvis spiller en stor rolle. Min observation er, at i mange analyser betragtes en årlig husholdningsindtægt på 15.000 til 30.000 US dollars (97.000 til 194.000 kr.) som det globale niveau for den lavere middelklasseindkomst. Den angivne årlige indtægt er for en familie på fire personer, men naturligvis vil husholdningsindtægten for ”lavere middelklasse indtægter” være højere i vestlige lande.
Lige nu lider mange vestlige økonomier under flaskehalse i den globale supply chain, og mange Emerging Markets lande er udfordret grundet manglende Covid-19 vaccineringer. Disse udfordringer forsinker turen tilbage til den økonomiske vækst, som den var før Covid-19 krisen.
Vedrørende Emerging Markets lande mener jeg, at man nærmest kan observere en sammenhæng mellem vaccinationsraten og bnp-væksten i samfundet. Desuden tillægger jeg det betydning, om landet netto eksporterer eller importerer energi samt, hvorledes det enkelte lands finanspolitiske muskler er til at hjælpe økonomien videre efter Covid-19 krisen.
Disse elementer er alle forsinkende elementer, men ikke nødvendigvis faktorer der ændrer den globale økonomiske retning, dog er forsinkelsen længere end forventet. Derfor er det min vurdering, at den naturlige bevægelse med husholdninger der stiger op fra meget beskedne indtægtsforhold til den økonomiske lavere middelklasse på et tidspunkt vender tilbage. Men spørgsmålet er om Covid-19 krisen har skabt andre bevægelser i det globale arbejdsmarked, der måske kan påvirke væksten i den lavere middelklasse?
Det er tydeligt, at der mangler arbejdskraft i gastronomi- og transportsektoren i en række vestlige lande. Den udvikling har været undervejs et stykke tid, derfor, har det for mig kun været et spørgsmål om, hvor store lønstigninger ufaglærte ansatte i servicesektoren kan se frem til. Jeg kan forestille mig, at der bliver tale om pæne lønstigninger i flere lande. Det er netop ikke umuligt, at ufaglært arbejdskraft i servicesektoren befinder sig i den økonomisk set lavere middelklasse, og derfor er lønudviklingen for denne faggruppe interessant. Storbritannien har på det seneste været ganske meget i medierne, og er et godt eksempel som grafik et og to viser. Antallet af ubesatte stillinger fortsætter op, og nu begynder lønningerne for alvor at stige.
De lavtlønnede husholdninger i de vestlige lande har naturligvis indkomster der overstiger det førnævnte globale gennemsnitlige indtægtsniveau. Men set ud fra den nationale købekraft i det enkelte vestlige land er jeg dog ikke overbevist om, at selv store lønstigninger til ufaglærte i servicesektoren langfristet vil løfte disse husholdninger længere op i hierakiet af middelklasser, f.eks. til den øvre middelklasse.
En tydelig effekt af Covid-19 krisen er et ønske blandt mange medarbejdere om at arbejde hjemmefra. Nogle virksomheder arbejder allerede med hybrid arbejdsmodeller, hvor medarbejderne skiftevis arbejder hjemme og på kontoret. Andre medarbejdere og virksomheder har valgt løsninger, hvor funktionæransatte næsten udelukkende er baseret på en hjemmearbejdsplads.
Her er min tanke om en løsning udelukkende med hjemmearbejde meget hurtigt kommer til at ligne en outsourcing? Dermed er det oplagt, at arbejdsgiverne inden for få år begynder, at overveje om prisen på disse ”outsourcede” job kan konkurrenceudsættes, og dermed starter en nedadgående lønglidning for disse arbejdspladser.
Som faglærte medarbejdere i vestlige produktionsvirksomheder oplevede, at deres arbejdspladser blev udflyttet til Asien, så kan dette blive den næste mulighed for store virksomheder for at reducere velbetalte funktionærjobs til lavere lønnede jobs. Dermed ser jeg en stigende risiko for, at der også i vestlige økonomier opstår en tiltagende bevægelse i retning af flere husholdninger, der oplever faldende indtægter på vej mod den gruppe af husholdninger der hører til blandt lavere middelklasse indtægter.
Som beskrevet, så har Covid-19 krisen, som minimum, forsinket en af de globale megatrends jeg hidtil har tillagt stor betydning, når man ser 10 år frem.
Min første vurdering af megatrenden, mens verden fortsat er på vej ud af Covid-19 krisen er, at gennem de kommende 10 år vil husholdninger i den lave middelklasse (målt på indtægter) stadig være den indtægtsgruppering der vokser mest. I Emerging Markets lande bliver udviklingen atter, at fattige husholdninger stiger op i den lavere middelklasse.
USA har i en årrække også oplevet en vækst i den lavere middelklasse, men dette skyldes husholdninger som mistede indtægt. Både i Europa og USA kunne jeg forestille mig, at den udvikling vender tilbage om et par år bl.a. grundet den indirekte outsourcing via hjemmearbejde. Denne naturligvis ganske betydningsfuldt for forventningen til fremtidig købekraft, samt hvilke produkter der bliver efterspurgt.
