Den næste globale krise er på vej
Covid-19 pandemien tog fart i løbet af første kvartal 2020, for ca. 1½ år siden. Hvis man ser det i et længere globalt retrospektiv så kunne man i sin risikostyring lægge til grund, at der opstår en global krise hvert tiende år. I sine risikoovervejelser kunne man indarbejde, at der er 8½ år til den næste globale krise rammer os, hvilket kan være ganske realistisk.
Den udsigt kan den enkelte investor have en ret differentieret indstilling til. Hvis man pt. befinder sig i hængekøjen ved poolen, så kan 8½ år være ganske langt og ubekymret væk. Men er man tilbage fra ferie og giver finansmarkederne en grundig overvejelse, så er det f.eks. egentlig ganske usikkert, hvor langt verden overhovedet er kommet ud af covid-19 krisen. Har man lyst til at stresse tankerækken vedrørende Covid-19’s videre konsekvenser, så bør de økonomiske omkostninger ved covid-19 være betalt tilbage inden den næste globale krise begynder, den globale økonomi skal også være tilbage på ret køl, og ideelt set skal der sågar være opbygget en økonomisk buffer til at modstå næste krise – hvordan skal det lade sig gøre?
Det er et rigtig godt spørgsmål, og næppe muligt at give et anstændigt svar på. En aktuel udfordring er at kvantificere, om verden egentlig er på vej ud af Covid-19-pandemien? Med kun 15 pct. af den globale befolkning fuldt vaccineret indtil videre er det svært at sige, at jobbet er udført. Endvidere kan Delta Plus mutationen udgøre en yderligere risiko, men den seneste kendte mutation, Lambda varianten, kan virkelig være en risiko, da den eventuelt er resistent over for de, for nuværende, tilgængelige vacciner.
Som beskrevet er den nuværende pandemi måske end ikke tæt på en afslutning, hvilket indebærer en betydelig risiko for aktiemarkederne. Men lad os følge det optimistiske spor og antage, at pandemien snart kommer under kontrol samt, at den globale økonomi begynder at bevæge sig fremad i én samlet bevægelse. Aktiemarkedet har allerede indregnet denne positive udvikling i aktiekurserne. Men selv ad denne optimistiske vej vil der være en enorm økonomisk hovedpine at kurere, da redningspakkerne i mange lande ganske enkelt har bidraget til overlevelse, uden et yderligere mål med den økonomiske bistand.
Med lidt held vil de to globale økonomiske supermagter, USA og Kina, være tilbage på sporet inden for et års tid. Selvom det hele afhænger af, hvordan Covid-19 pandemien udvikler sig, eller mere korrekt, stopper dens videre udvikling. Men også USA har en endnu større gældspukkel at håndtere, og vil naturligvis ikke være i stand til at skabe en økonomisk buffer på nationalt plan forud for den næste krise.
På trods af den optimistiske tilgang med en formodet kontrol over Covid-19 så står Eurozonen, som sædvanlig, over for det største bjerg af udfordringer.
En stor årsag er simpelthen, at de sydeuropæiske lande i virkeligheden aldrig rigtigt kom ud af den globale finanskrise (GFC) der officielt sluttede i juni 2009, altså for 11 år siden. Inden for Eurozonen er Italien og Grækenland tydelige eksempler, selvom en så vigtig økonomi som Frankrig også har gældsat sig kraftigt igen (grafik et).
Den Europæiske Centralbank havde ikke fået udfaset sin ekstreme pengepolitik, som svaret på GFC, før Covid-19-krisen opstod. Man kan frygte, at nogle sydeuropæiske lande endnu engang ikke kommer ud af den nuværende krise, før den næste krise rammer verden om 8½ år. Umiddelbart er 8½ år lang tid, men hvis der ikke gennemføres nogen reformer af samfund og økonomier, så løber tiden pludselig hurtigt.
På trods af de manglende økonomiske reformer, især i Eurozonen, så bevæger økonomier og finansmarkeder sig videre hver dag. Så det er forhåbentligt ikke nogen overraskelse, at den kraftige monetære intervention fra centralbankerne skævvrider nogle udviklinger markant. Den inflationære udvikling på alle aktiver med evigt stigende kurser på aktier og obligationer er velkendt. Og hvad så? Vil nogle investorer måske sige, men hvad der er godt for nogle kan være en udfordring for andre.
Inflationen på aktiver rammer f.eks. også ejendomsmarkedet, hvilket er et globalt fænomen, og dette blev for nylig bekræftet af OECD. En analyse fra organisationen viser, at huspriserne i første kvartal i år er steget med det hurtigste tempo gennem de sidste 30 år, og det er en bred udvikling blandt næsten alle 40 OECD-lande. På den anden side øger denne udvikling udfordringen med at bygge tilstrækkeligt mange billige boliger – også et globalt problem, og blot ét eksempel på, hvordan husstande med lave indkomster presses økonomisk.
Det beskrevne er blot eksempler på meget store økonomiske udfordringer, som det vil være sundt at løse inden den næste globale krise kommer. Et skridt kunne være at stoppe den ekstreme monetære pengepolitik fra centralbankerne, hvilket givet vil ramme det globale ejendomsmarked, samt finansielle aktiver i et bredere perspektiv. Et yderligere EU / Eurozone -baseret tiltag kan blive at støtte den italienske økonomi med en “solidaritetsskat” betalt af alle europæiske skatteydere eller andre løsninger der inkluderer skatte- og / eller formueoverførsler. Dette vil dæmpe væksten i Europa, men min vurdering er, at på et tidspunkt skal der tages sådanne store skridt forud for den næste krise, og en dag forventer jeg, at vil dette virkelig udfordrer investorer – men det er ikke lige nu…
