Politikere vil fjerne økonomisk tyngdelov

Teaser: En positiv effekt ved selv de værste kriser er, at der sker ændringer som efterfølgende hjælper samfund og økonomier videre, men det er ikke givet at alle ideer og tiltag dermed er til det bedre.

Det første USA’s nye finansminister Janet Yellen har lært os er, at man skal ”act big”, altså ikke alene tænke stort, men virkelig gøre noget ved tankerne og handle stort. Det er grundlæggende en god idé, men i denne konkrete situation kan det omskrives til en fast tro på, at USA kan lade statsgælden eksplodere yderligere uden, at det gør investorer nervøse eller rammer den amerikanske økonomi – ganske interessant.

Janet Yellen løftede sløret for sine tanker da hun var til spørgerunde i Kongressen den 21. januar, der blev gennemført i forbindelse med hendes tiltrædelse som finansminister. Udtalelserne bunder i tanker, som nogle økonomer har plæderet for gennem de seneste år, og går under betegnelsen ”Modern Monetary Theory”.

+67 pct. står der i annoncen, at vores investeringsforening har givet i afkast siden introduktionen i august 2019. Afkastet er pr. dags dato endda oppe på ca. +72 pct., og desuden har vi sænket omkostningerne (ÅOP) i investeringsforeningen til 0,99 pct. for resten af 2021. Derefter forventer vi, at ÅOP bliver på ca. 1,30 pct.

Få mere information om investeringsforeningen ved at kontakte os, eller besøg www.lundgreenschinafund.dk – Investeringsforeningen er dansk.

Det moderne i argumentationen er, at man ikke skal se på statsgældens andel af bnp, men i stedet renteudgifternes andel af bnp. Eftersom renterne er faldet i snart 30 år, så er resultatet, at de årlige rentebetalinger er faldet til det laveste niveau nogensinde.

Derfor skal man tænke stort, og bruge den lave rentebetaling som målestok, hvilket er argumentet for, at en stat bør låne meget mere end man historisk har været komfortabel med. Som grafik et viser, så har man i USA allerede ført den tankegang ud i livet under Covid-19 krisen. Grafik to viser, at et stigende antal EU-lande er kommet på et niveau, hvor f.eks. Den Internationale Valutafond altid har vurderet, at en statsgæld af den størrelse ville få økonomierne til at bryde sammen. Disse oprindelige betragtninger inkluderede naturligvis ikke, at renten ville falde til ca. nul samt, at centralbanken opkøber al statsgæld, hvis andre investorer ikke vil have obligationerne.

Noget af det mest fascinerende ved finansmarkederne er, at de aldrig nogensinde er fuldstændig identisk med noget tidligere tidspunkt. Derfor skal man være fremadskuende, og ikke se for meget tilbage på historiske udviklinger, når fremtidens bevægelser skal forudsiges.

Omvendt er økonomisk historie fascinerende fordi man kan lære helt anderledes af udviklingen. Som man siger generelt om historie, så gentager den sig, hvis man ikke lærer af den, og det samme gælder om økonomisk historie – derfor er jeg bekymret over, at et stigende antal politikere tydeligvis aldrig har beskæftiget sig med økonomisk historie.

Man kan argumentere, at den amerikanske økonomi siden den globale finanskrise har skabt højere vækst end andre vestlige lande på trods af en stigende statsgæld set i forhold til BNP, hvilket er rigtigt. På trods af dette, så hævder jeg, at den amerikanske økonomi er flyttet tættere på katastrofesituationen.

Den “moderne monetære teori” er mislykkedes på nøjagtigt samme tidspunkt, hver gang i løbet af de sidste adskillige hundrede års økonomiske historie. Efter min mening understreger dette, at det eneste moderne ved den “moderne monetære teori” blot er endnu en ny undskyldning for ikke at reformere økonomien og holde den i form.

Tidspunktet for katastrofen kommer nærmere når dronninger, konger, politiske ledere, regeringer osv. får overbevist sig selv om, at de kan sikre den økonomiske vækst ved at kontrollere alle dele af et lands økonomi inklusive det indenlandske finansielle marked. Den bedste måde, jeg kan illustrere, hvordan jeg oplever denne politiske tænkning, er, at politikerne også kan beslutte at ophæve tyngdeloven, hvilket jo er muligt, men det fjerner ikke tyngdekraften – på samme måde kan man ikke ophæve de grundlæggende økonomiske kræfter.

I Danmark har vi sågar en ganske interessant ledende figur at fremdrage, som netop repræsenterer troen på en ultimativ centralistisk magt, og hvor den magt var svaret på alt. Historien går tilbage til Kalmarunionens tid med Margrete den første (1353 – 1412) i spidsen, hvor jeg vil beskrive Kalmarunionen som en politisk- samt valutaunion, og interessant nok med mange paralleller til nutidens Eurozone. Jeg vil hævde, at én af flere årsager, der tvang Kalmarunionen i knæ var en urealistisk tro på unionens egen økonomiske styrke samt den faste valutakurs over for de udenlandske samhandelspartnere, typisk hansestæderne. På et tidspunkt mistede specielt Lübeckerne tilliden til Kalmarunionens valuta og gennemtvang en devaluering af Kalmarunionens valuta på 50 pct.

Den samme eksterne mistillid har sendt mange landes økonomi til tælling et utal af gange siden da. Et godt eksempel fra de seneste år er Tyrkiet, hvor regeringen gennem et årti øgede sin kontrol af økonomien, herunder af centralbanken. Dette fik udenlandske investorer til at trække investeringer ud af Tyrkiet og landet oplevede et katastrofalt fald i valutakursen, hvilket naturligvis resulterede i en høj indenlandsk inflation – selv under Covid-19-krisen er Tyrkiets inflation på 12 til 14 pct.

Den amerikanske økonomi er verdens største og nyder desuden fordelen af ​​at have den eneste ægte reservevaluta i verden. Men selv USA bevæger sig i retning af katastrofen, det sker langsomt og derfor vil det f.eks. ikke påvirke dollaren i år, dog forventer jeg, at allerede nu vil denne risiko bekymre nogle investorer. De første tegn på nervøsitet vil være en stigende diskussion om, hvordan man anbringer sine midler sikkert. Jeg forventer, at et voksende antal investorer vælger at købe aktier i globale virksomheder som en løsning. Det er ikke for at drage fordel af stigende aktiekurser, men simpelthen fordi globale virksomheder i stigende grad vil blive betragtet som mere sikre end statsobligationer, når investorer skal opbevare deres opsparing et sikkert sted – reelt set er der ikke noget moderne i sådan en udvikling, nærmere er det en gammel historie der gentager sig igen.